Nyt Phishingforsøg

I februar måned indledte Semler IT et nyt phishingforsøg mod os selv. Denne gang kom forsøget i form af en række USB sticks, som blev ”tabt” på udvalgte steder, som virksomhedens P-pladser og områder i forbindelse med ejendommene.

Den enkelte USB stick indeholdt to filer, som i sig selv var hamløse, men som ved åbning ville aktivere en kode, der kunne afsløre hvorfra de var blevet aktiveret. Denne information  ville blive sendt til vores samarbejdspartner, som skulle registrere hvor mange, der var gået i ”fælden”.

Vi kan her fra Semler IT´s side tilfreds konstatere at vores forsøg hurtigt fik alarmklokkerne til at ringe hos de personer, der fandt de placerede USB sticks. De blev indleveret til IT-ansvarlige og receptioner rundt omkring. Herefter blev ServiceDesken underrettet og herfra blev der udsendt en advarselsmail til alle brugere i netværket.

ServiceDesken var selvfølgelig ikke blevet informeret om phishingforsøget på forhånd, så deres reaktion var spontan, rettidig og korrekt. Det betød også at kampagnen ikke blev fuldt udfoldet, da den hurtige advarsel nu havde varskoet brugerne.

Samlet set kan vi kun være yderst tilfredse med at Awareness indsatsen i koncernen har gjort os mere vågne og kritiske – nogle gange endda også overfor helt legitime mails mv. Men som vi også har sagt i løbet af kampagnen: ”Hellere kontakte ServiceDesken én gang for meget end én gang for lidt”.

Tak for indsatsen

 

Semler IT